Hjerteinfo

Hjerteinfo
 for dig med hjertesygdom

Den forbedrede indsats for at opspore børn og unge med arveligt forhøjet kolesterol (også kaldet familiær hyperkolesterolæmi eller blot FH), er nu tydelig på specialiserede børneafdelinger herhjemme. Det fremgår af en artikel på Rigshospitalet.dk


Gennem de seneste to år har Rigshospitalet fået henvist ca. 100 børn og unge med familiær hyperkolesterolæmi. For ti år siden blev der kun henvist ganske få hvert år og klinikken på Rigshospitalet fulgte kun omkring ti børn. Der er derfor tale om noget, der minder om en tidobling. I Rigshospitalets artikel udtaler Allan Lund, der er overlæge på Rigshospitalets BørneUngeAfdeling og Center for Medfødte Stofskiftesygdomme:

”Det stigende antal henvisninger er et positivt tegn på, at vi i Danmark nu gør mere for at opspore familier og herunder børn med familiær hyperkolesterolæmi, som giver en kraftigt øget risiko åreforkalkning og kranspulsåresygdomme senere i livet. En tidlig ændring af livsstil og kost - og eventuel medicinsk kolesterolsænkende behandling - er afgørende for at forebygge tidlig død og følgesygdomme. Erfaringer fra udlandet viser, at det kan gøres meget effektivt.”

Ifølge en ny rapport fremgår det desuden, at risikoen for at få en blodprop i hjertets kranspulsårer er 13 gange højere, hvis man har familiær hyperkolesterolæmi. I rapporten vurderer fagfolkene, at kun lidt under halvdelen af de personer, der er diagnosticeret med ”sikker og sandsynlig” familiær hyperkolesterolæmi, er i behandling med kolesterolsænkende medicin. Så på trods af den forbedrede indsats opdages mange patienter fortsat ikke.

Det estimeres, at ca. 30.000 danskere har arveligt forhøjet kolesterol. Af dem er ca. 3800 under 18 år.

Artiklen fra Rigshospitalet kan læses her

Flere børn og unge behandles for FH

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes