Hjerteinfo

Hjerteinfo
 for dig med hjertesygdom

Hvad er kolesterol?


Hvad er kolesterol egentlig?
- Og hvorfor er det så vigtigt i forhold til hjertesygdomme?

Kolesterol er et fedtstof, der findes i alle vores celler, og nødvendigt for mange af kroppens vigtige funktioner.

For meget kolesterol i blodet kan føre til åreforsnævring og øge risikoen for blodpropper. Højt kolesterol skyldes oftest uhensigtsmæssig livsstil, arvelighed og anden sygdom.

Det er vigtigt at kende sit kolesterol-tal og jævnligt få det målt.

En sundere livsstil kan i de fleste tilfælde føre til et lavere kolesterol-tal, men er det ikke tilstrækkeligt, er det nødvendigt med medicin.

Blodet transporterer kolesterol rundt i kroppen. Der findes tre former for kolesterol:
∙ LDL- kolesterol
∙ HDL-kolesterol
∙ Triglycerider

LDL-kolesterol
LDL er en forkortelse af “low density lipoprotein”. Kolesterol transporteres rundt i kroppen i såkaldte LDL-partikler. Disse partikler kan aflejre sig i blodbanerne, som kan blive forsnævrede og risikere at lukke til. LDL-kolesterolet omtales ofte som det ”lede” kolesterol.

HDL-kolesterol
HDL er en forkortelse af “high density lipoprotein”. Kolesterol bindes til HDL-partikler og transporterer kolesterol fra blodkar til leveren. HDL har en gavnlig effekt ved at mindske graden af åreforkalkning. HDL-kolesterol omtales derfor ofte som det ”herlige” kolesterol.

Triglycerid
For højt triglycerid kan skyldes flere ting: For meget alkohol eller for meget sukker. Det kan dog også skyldes, at man spiser for meget fedt fra eksempelvis okse- og svinekød. Derfor er det vigtigt at vælge magret kød og mejeriprodukter med lav fedtprocent.

Det bør dit kolesterol-tal være
Kolesterol måles via en blodprøve, og det totale kolesterol-tal bør ikke være over 5,0 mmol/l. Man bør dog have et særligt øje på LDL-kolesterol.

LDL-kolesterol bør hos raske ikke være over 3,0 mmol/l, men hos hjertesyge eller personer med øget risiko for en hjerte-kar-sygdom, bør LDL-kolesterol ikke være over 1,8 mmol/l. HDL-kolesterol skal være over 1,0 mmol/l. Har man andre sygdomme som eksempelvis diabetes, gælder andre kolesterol-mål.

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes