Hjerteinfo

Hjerteinfo
 for dig med hjertesygdom

Blodprop for et år siden
- Hvad skal du være opmærksom på

Hvis du har haft en blodprop i hjertet for et år siden, bør du være opmærksom på en række ting. For yderligere sygdom skal fortsat forebygges.

Et år efter en blodprop i hjertet er det vigtigt, at du stadig passer godt på dig selv. Samtidig skal du huske de mange gode råd, du fik i forbindelse med indlæggelsen. Det allervigtigste er dog nok, at du kontakter din praktiserende læge og får aftalt en tid til årskontrol.

Den medicin du får, efter at have haft en blodprop i hjertet, er forebyggende. Altså skal medicinen forebygge, at der skal komme endnu en blodprop. Medicineringen skal imidlertid ofte ændres et års tid efter, at man har haft blodproppen. Og det er blandt andet noget af det, din praktiserende læge skal se nærmere på. Derfor er det vigtigt at komme til en såkaldt årskontrol hos den praktiserende læge.

”Noget af det vigtigste er, at der bliver fulgt op på den kolesterolsænkende behandling i forhold til, om man stadig får den rigtige medicin. Og så er det selvfølgelig også vigtigt, at man kender sit kolesterol-tal og ved, hvordan det ligger i forhold til de lægelige anbefalinger. Målene for hvordan ens kolesterol-tal skal være, kan godt ændre sig over tid”. Det fortæller Mogens Lytken Larsen, der er professor emeritus ved Hjerteafdelingen på Aalborg Universitet. Han har i mange år fulgt og behandlet patienter, der har haft en blodprop i hjertet.

”Man bør kende sit kolesterol-tal og være opmærksom på, at det er vigtigt at komme til årskontrol hos sin egen læge, hvis man har haft en blodprop i hjertet for et års tid siden,” pointerer Mogens Lytken Larsen.

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes